Hornstrup Forsamlingshus
Christie-biograforglet
Danmarks eneste intakte biograforgel står i det gamle Hornstrup Forsamlingshus, der ejes af musikskoleleder Anton Stormlund og er indrettet til museum for bl.a. underholdningsorgler.

Anton Stormlund erhvervede instrumentet i efteråret 2001, og det lykkedes ham at stille det op og gøre det funktionsdygtigt på ca. 9 måneder.

Det er et Christie-orgel, bygget 1927 i Norwich, England. Oprindelig stod det i biografen ..., herefter kom det i privat eje i den skotske by  Bathgate, og nu står det altså i Hornstrup, nord for Vejle.

Orglet har 9 'ranks', dvs. 9 gennemgående piberækker med hver sin særprægede klangkarakter. Fra disse piberækker kan der uddrages et stort antal registre i forskellige tonelejer. Hertil kommer et 'fantomflygel' - et rigtigt flygel, der kan spilles fra orglets spillebord - samt et imponerende batteri af slagtøj og lydeffekter.

De 8 ranks er:
TRUMPET
OPEN DIAPASON
FLUTE
VIOLE D´ORCHESTRA
CELESTES
TIBIA CLAUSA
TUBA HORN
OBOE HORN
VOX HUMANA

Spillebordet har tre manualer og pedal.

Christie-orglerne ("Christie Unit Organs") blev produceret af orgelbyggeriet Hill, Norman & Beard, der i 1920'erne meldte sig på det ekspansive engelske biograforgelmarked. Dette marked forsvandt ikke, som man kunne have forventet det, ved tonefilmens fremkomst, det blev tværtimod endnu mere lukrativt, fordi tonefilmene for alvor gjorde biograferne populære, og fordi biograferne i England i 1930'erne udviklede sig til ekstravagante forlystelsescentre, der bød på cabaret-underholdning af forskellig art og også rådede over cafeer og danseetablissementer. En fordeling på 50% film og 50% anden underholdning var ikke ualmindelig, og de populære faste eller turnerende biograforganister trak fulde huse. Orglet i Hornstrup er som nævnt bygget i 1927, dvs. kun to år før den første engelske tonefilm, Alfred Hitchcocks "Blackmail". Det er således, i modsætning til en lang række andre biograforgler, herunder det, der stod i
Palladium-biografen i København, bygget til stumfilmledsagelse, og det har også fungeret således.

Orglet i Hornstrup stod oprindelig i "Empire"-biografen West Ham Lane, Stratford, London East (senere omdøbt til "Kinema" og igen til "The Century".. Det var den gang noget mindre end i dag, med 2 manualer og 7 ranks. Spillebordet var lakeret og udført i japansk stil. Ved en udvidelse i 1935 fik det 3 manualer og hele 9 ranks samt det nuværende spillebord, der er i 'fransk stil'. Det ene af de 9 ranks er senere forsvundet igen. Ingen ringere end Robinson Cleaver, en af tidens helt store stjerner, var på dette tidspunkt biografens faste organist. I 1940 var organisterne Hubert Selby og John Howlettt ansat som faste organister igennem kortere perioder.

Orglet har i mange år været i privateje. I 1975 blev det udstyret med et 'solid state' relæ, indkøbt hos Kimber & Allen, og i 1987 udvidedes det med et fantomflygel, der kan spilles både fra manual- og pedalklaviaturer.

I 2002 er der installeret højttalere og radiorørs-forstærker, således at orglet kan forsynes med elektroniske registre.
 
hornstrup_spillebord_diskantside_OO_2002_111-1120-18.jpg (224929 byte)



Hornstrup Forsamlingshus




© Musikmuseet / Ole Olesen
Den Danske Orgelregistrant / The Danish Organ Registry

20-12-2006